IMG-6202.JPG

Corona spænder ben for meget af det internationale arbejde på Eisbjerghus efterskole - men ikke for elevernes mission om at skabe "det fede efterskoleliv"  

På Eisbjerghus internationale efterskole er udvekslinger over hele verden en stor del af skolens grundlag.  Med en hverdag, hvor aflyste rejser og restriktioner går hånd i hånd, er dagligdagen på ingen måde, som den plejer. Netop derfor har eleverne lagt et stort arbejde i at skabe store oplevelser for hinanden – også når rejsedrømme og planlægning går i vasken

- Følg med i en reportage, hvor eleverne har arrangeret et horrorløb i anledningen af Halloween

Det lille arbejdslokale, helt oppe under loftet på Eisbjerghus Internationale efterskole, bliver normalt brugt som lærerforberedelse.  I ly af mørket er arbejdsbordene - i dagens anledning - fyldt med hvid makeup, teaterblod, klovnemasker og iturevne kjoler. En lille gruppe elever taler lavmælt sammen. De sidste ændringer skal på plads, inden aftenens event løber af stablen. Teenageansigter bliver langsomt omdannet til åbne sår, flænsede kinder og døde ansigtstræk. Lugten af latex brænder i næseborene. Den minder mest om en blanding af døde fisk og hjortetakssalt. Ingen brokker sig. Det er der ikke tid til.

 

Et lille udvalg af skolens elever har flere måneder forud for aftenens overraskelse arbejdet på en idé om at lave et hemmeligt halloweenløb for alle deres efterskolekammerater. Forberedelserne har været omfangsrige, og nu er dagen endelig kommet, hvor det hele skal stå sin prøve.

 

En hverdag hvor kalenderen lyver – og aflysninger er en realitet

Kalenderen siger halloween. Selvom eleverne kun har gået på efterskole i 3 måneder, har de efterhånden lært, at når kalenderen fortæller ét, siger virkeligheden ofte noget andet. I løbet af de første tre måneder af deres efterskoleår har de oplevet aflysninger på stribe: en Berlintur, forældresamtaler, udflugtsdage, elevfest, efterskolernes dag og meget andet. Realiteten er, at ingen kan regne med at tingene er som forventet! Dét der er sikkert er, at planer er usikre – og forventningens glæde skal man være varsom med. Det store spørgsmål er; bliver de traditionsrige udvekslinger i år til noget? Håbet svinder ind i takt med at den anden bølge af coronavirus er begyndt at rulle ind over Europa.  

 

Når en coronaepidemi ikke får lov til at komme på tværs af fællesskabet

Den 25.000 m2 store skolepark, som normalt danner rammen for snobrødshygge, kæresterier og fællessang, er i aften indhyllet af mørke. Stierne i skoven er ildevarslende smalle og ufremkommelige.  Udover lyden af regndråberne, som finder vejen mellem bladene, er der dødsens stille! – Og dog!  De skingre skrig fra skræmte elever finder momentvis vej ud til alle parkens afkroge.

 

På stien, et par skridt fremme, sniger der sig, ud af mørket, en dansende brudepige. Hun nynner en stille melodi. Da hun vender fronten til, viser skæret fra en fakkel, at hendes ansigt er flænset og kjolen indsmurt i blod. Hun griner barnligt og vinker. Brudepigen er optaget af sin egen verden. Hun forsvinder dansende ind i mørket igen. Et par skridt senere på stien kommer den næste uvelkomne gæst frem fra mørket.  Det er Døden. En høj, tynd skikkelse iklædt en sort kappe. Han efterlader faretruende lidt plads til at kunne passere. Et tilbageholdt åndedræt og en hurtig sprint. Så er det overstået. Tak til afstandskravet for at være en realitet. Ingen klam hånd på skulderen. Ingen kropskontakt! Kun en kort hilsen om et snarligt gensyn. Herefter har mørket igen overtaget. Stilheden er tilbage!

 

”Don’t be a hoe – do it with your elbow”

At være efterskoleelev har ændret sig meget siden marts 2020. Med en dagligdag, hvor mange mennesker er samlet ét sted, er der tænkt helt ned i detaljerne, så hverdagen lykkes. Ingen, hverken elever eller ansatte, skal være bange for at opholde sig på skolen på grund af smittefare. Eleverne bliver dagligt mindet om, at de skal holde afstand. For 10. klasseseleven Ditte Marie Buch er det noget, som har konsekvenser i hverdagen.  

 

”Det er svært, at vi ikke må kramme eller være tætte. Vi oplever mange aflysninger og skal hele tiden passe på”

 

Frustrationer over uvished og aflysninger dukker på dårlige dage op til overfladen. Selvom eleverne på efterskolen lever en nogenlunde isoleret hverdag – er de underlagt en række restriktioner. Alle går med farvede armbånd, så ingen bliver forvirrede over, hvem der må være tæt med hvem. Skolens opholdsrum er klistret til med venlige remindere om max-antal og afstandskrav. Selv på stikkontakterne findes notitser som ”Don´t be a hoe – do it with your elbow”

 

For Ditte Marie Buch afhænger fællesskabet ikke af, om eleverne kan få lov at opleve deres drømmeudveksling. For hende handler det om, at skabe store oplevelser, hvor eleverne får lov at grine, og – som i dag – at blive skræmt fra vid og sans, sammen!

 

Tekstforfatning,

Fortællinger i billeder

Hjemmesidedesign